TYSK POLITI ANHOLDER TRE TYSKERE MISTæNKT FOR SPIONAGE FOR KINA

Tysk politi har mandag anholdt tre personer, der mistænkes for at have spioneret for den kinesiske efterretningstjeneste.

Det oplyser den føderale anklagemyndighed i Tyskland, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Der er tale om to mænd og en kvinde.

De er alle tre tyske statsborgere, og de mistænkes for at have videregivet informationer om militærteknologi til Kina.

De blev anholdt i de vesttyske byer Düsseldorf og Bad Homburg og formodes at have arbejdet for den kinesiske efterretningstjeneste siden juni 2022.

De tre tyskeres hjem og arbejdspladser blev ransaget i forbindelse med anholdelserne.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er den sigtede kvinde og den ene af de sigtede mænd gift med hinanden.

Ægteparret driver en virksomhed i Düsseldorf.

Gennem deres virksomhed har de tidligere indgået en samarbejdsaftale med et tysk universitet. Det fremgår ikke, hvilket universitet der er tale om.

Aftalen indebar blandt andet, at parrets virksomhed skulle forberede et studie, der vedrører maskindele, som bruges til kraftige skibsmotorer såsom motorer på krigsskibe.

Studiet, som var en del af aftalen med universitetet, skulle laves for en kinesisk kontraktpartner.

Og den partner er ifølge anklagemyndigheden ansat i Kinas ministerium for statslig sikkerhed og har givet ordrer til den tredje sigtede i den tyske sag.

Den tredje sigtede fungerede ifølge sigtelsen som agent for medarbejderen fra det kinesiske sikkerhedsministerium.

Den kinesiske ambassade i Berlin afviser spionagemistanken mod Kina. Tyskland opfordres til ikke at "udnytte beskyldningen til politisk at manipulere Kinas omdømme".

Udover at sende oplysninger om militærteknologi - herunder skibsmotorer - til det kinesiske styre, eksporterede de mistænkte tyskere også en særlig laser til Kina, mener anklagemyndigheden.

Laseren blev indkøbt på vegne af Kinas ministerium for statslig sikkerhed.

Ligeledes mandag har britisk politi sigtet to mænd for at spionere for Kina.

De skal ifølge sigtelsen have givet "artikler, noter, dokumenter og information" til Kina mellem 2021 og sidste år. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det er anden gang inden for få dage, at tyske statsborgere bliver anholdt, fordi de mistænkes for at spionere for et andet lands efterretningstjeneste.

To tysk-russiske statsborgere blev således anholdt 18. april.

De mistænkes for at have planlagt sabotageangreb mod blandt andet amerikanske militæranlæg i Tyskland.

/ritzau/

2024-04-22T09:15:09Z dg43tfdfdgfd