PRISVINDENDE FORFATTERE SKAL GIVE INPUT OM FORFATTERLøN TIL MINISTER

Danske forfattere skal ud over rampen på den internationale scene og blive en eksportsucces.

Derfor har kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) nedsat en arbejdsgruppe med blandt andre prisvindende, danske forfattere som et led mod en egentlig litteraturhandlingsplan.

Arbejdsgruppen for litteratur skal blandt andet se på forfatternes arbejds- og lønvilkår på det digitale bogmarked og kunstig intelligens påvirkning af den litterære udvikling, skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

- Digitaliseringen af bogmarkedet må ikke hive brødet ud af munden på forfattere og forlag, den bør i stedet give nye muligheder, som vi som samfundet skal gribe, lyder det fra kulturministeren i meddelelsen.

Arbejdsgruppen består blandt andre af de danske forfattere Iben Mondrup, Thomas Korsgaard, Leonora Christina Skov, Christian Mørk og Josefine Klougart.

Forfatterne, der også er i selskab med direktør i Danske Forlag Christine Bødtcher-Hansen og professor i litteraturhistorie Mads Rosendahl Thomsen blandt andre, skal aflevere et oplæg med input til en kommende litteraturpolitisk handlingsplan.

Jakob Engel-Schmidt siger i meddelelsen, at litteraturen er en grundpille i det danske kulturelle fundament.

- Danske forfattere leverer allerede i dag litteratur i verdensklasse. Alligevel er indtjeningen presset og få kan leve af den litteratur, der giver vitale og mentale vitaminer til hele vores nation, siger han.

Står det til kulturministeren selv, skal Danmark i høj grad forsat være kendt for "vores store litterære stemmer".

Både Leonora Christina Skov og Thomas Korsgaard har tidligere modtaget den prestigefyldte bogpris De Gyldne Laurbær.

Sidstnævnte modtog prisen i 2021 med sin bog "Man skulle nok have været der".

Leonora Christina Skov modtog prisen i 2018 for sin bog "Den, der lever stille".

De Gyldne Laurbær er boghandlernes pris. En forfatter kan kun modtage prisen en gang.

/ritzau/

2024-04-23T06:05:16Z dg43tfdfdgfd